Jazzklublivet i Sønderborg startede allerede med en Blues/swing klub med Chris Eckhardt Jazzorkester i 1952-53, med Chris Eckhardt på trompet, Kim Menzer på basun og Knud Albrechtsen, klaver og Carlo Jørgensen på trommer.
Der var ca. 180 medlemmer og en klubaften hver uge på Colosseum i Perlegade. Nogle medlemmer holdt også foredrag om jazz, og et æresmedlem havde vi dengang, det var Georg, der var svajer på Long-John for centralvaskeriet på Kastanie allé.
I 1953 slutter klubben, vi flytter ned på Bjerggården, (der blev revet ned i 1976) og starter Jazzklubben 1953 i samme regie som før. De egentlige jazzklubarrangementer fortsætter. Moon Jazz Kvartet bliver dannet med Harald Dominicussen, Bent Lundt, Ove Rex, samt Olaf Faaborg fra Åbenrå. Selvsamme orkester bliver valgt til bestyrelsen i Sønderborg Jazzklub.
Vi fortsatte med vores klubaftener hver onsdag på Bjerggården og de unge kom til disse jazzaftener, og omsider var vi 380 medlemmer. Vi fik "Basse", senere DM i boksning i sværvægt til at stå i døren, for der altid nogle der ville ødelægge en god aften. Nogle af forældrene til de unge var nysgerrige efter at se hvad der egentlig foregik, men de listede i reglen af igen. Det var før fjernsynets tid, så vi havde mange hjælpere. Det nye genrer indenfor jazzen, såsom Be-Bob født af Charlie Parker og Dizzy Gillespie blev også prøvet af i klubben "Cuba-Cabana", også på Bjerggården.
For Åbenrå Jazzklub gik det det også stærkt, men de manglede et orkester, så. Olaf Faaborg ordnede det sådan, at vi spillede i Åbenrå hver torsdag på Hotel "Danmark". Vi tog den ordinære bus fra Sønderborg med trommer og bas på taget til Åbenrå.
På Teaterhotellet i Åbenrå var vi med i Abenrå-Sønderborg Danseklub, Sommerlyst og i Ungdomsklubben, på Folkehjemmet om lørdagen, og den dag i dag kan vi slet ikke forstå, vi havde tid til at arbejde.